Natasa Mrak er født på den 7. dag i den første måned. Den 7.7.07 tog hun sort bælte i Taekwondo. Det er næsten magisk. Og der er også nærmest noget magisk over denne smukke, unge pige med den store passion for koreansk kampsport. I kampsportverdenen er Natasa kendt som den stille og beskedne pige med det store fighter-hjerte.
Siden Natasa var en lille pige på 9 år og begyndte at træne Taekwondo, har det været hendes store drøm at komme til stævner og kæmpe. Men forældrene sagde fra starten nej! Selv da klubbens kamp-instruktør så Natasa's store potentiale og opfordrede hende til at følge sit talent, ændrede det ikke på forældrenes syn.
Natasa måtte gerne lære at forsvare sig selv og også træne kamp i klubben. Det er trods alt en del af Taekwondo systemet. Men at kæmpe til stævner og risikere at komme til skade passede ikke ind i faderens og moderens billede af omsorg for deres datter.
'Den dag, du fylder 18, må du selv bestemme', sagde faderen.
Og 2 dage før, Natasa fyldte 18 år, meldte hun sig til sit allerførste kampstævne - vandt stort - og vendte hjem med en guldmedalje!
Til dette kampstævne, som fandt sted den 30.01 i år i Roskilde, skulle Natasa kæmpe i begynder gruppen. Men da der ikke var nogen at kæmpe med i hendes vægtklasse, tog hun det store spring og stillede op i talent rækken.
Natasa vandt semifinalen med 3-2 og finalen helt overlegent 8-1!
Mon ikke Natasa's forældre er en smule stolte af deres "lille" pige? Og mon ikke vi kommer til at høre mere til Natasa i fremtiden?
Natasa's egen fremtidsmål?: VM!!