29. juni 2017 – Elite Vejle

Vejle hyldede i går VM-medaljevinder Caroline La Cour fra Vejle Taekwondo Klub

Familie, venner, klubkammerater, repræsentanter fra Dansk Taekwondo Forbund, EliteVejle og Parasportsrådet var sammen med Kultur- og Idrætsudvalgsformand Dan Arnløv og borgmester Jens Ejner Christensen mødt frem på Vejle Gamle Rådhus for at hylde Caroline La Cour.
Caroline vandt i maj en VM-bronze medalje ved det første World Taekwondo Beach Championships på Rhodos i teknikdisciplinen pair sammen med sin makker fra landsholdet, Nikolai Kronborg fra Holbæk.
Nikolai Kronborg tog turen til Vejle for at overraske og være med til at hylde Caroline.

Eftermiddagen bød på flere flotte taler til Caroline. Borgmester Jens Ejner hyldede Caroline på vegne af Vejle Kommune.

- Du har ved dette mesterskab sat en tyk streg under dit store potentiale. Du har nu slået fast, at du hører til blandt verdenseliten i taekwondo. Det er virkelig flot, og de resultater kan du være rigtig stolt af, lød de rosende ord fra borgmester Jens Ejner Christensen.

Borgmester Jens Ejner Christensen benyttede ligeledes lejligheden til at takke holdet omkring Caroline.

- Jeg kan forestille mig, at der ligger mange timers træning og forberedelse forud din præstation – og jeg synes, vi også skal sende en tak til hele holdet omkring dig – og især din familie, som også er med i dag. Uden dem kunne dette ikke lade sig gøre, sagde borgmester Jens Ejner Christensen.

Comments are closed.

F